Det er vel ikke for meget sagt, at den såkaldte vestlige civilisation befinder sig i en krise. De europæiske samfund, som stadig med en vis berettigelse kalder sig liberale demokratier, hævder at holde ild i demokratiets flakkende fakkel. I USA er ilden så godt som slukket, sygnet hen i fascismens fremadskridende forfald. Spørgsmålet er, om vi kan skyde hele skylden på populistiske demagoger. Ja, har der ikke altid været noget suspekt ved Vesten og dens selvforståelse som den mest moralsk overlegne civilisation?

I midten af 20. århundrede befandt den europæiske civilisation med truslen fra nazismen sig også i en krise. I yderkanten af imperierne voksede en bevægelse af antikoloniale tænkere — heriblandt Aimé Césaire og Frantz Fanon — som indså, at der altid har været råd i soklen under det vestlige fundament. Vestens hofideologi, den liberale humanisme, har i historiens nådesløse praksis kun gjaldt for hvide mennesker. Det selvsamme europæiske borgerskab, der prædikede frihed, lighed og demokrati, dehumaniserede og brutaliserede sorte folk i Afrika i et hæsblæsende kolonialt kapløb om territorier og råstoffer.

I denne sommerskole dykker vi ned i afkoloniseringens filosoffer og hvad de måske kan fortælle os om samtiden. Vi starter hos den martinikanske digter, forfatter og politiker Aimé Césaire og hans kritik af Europas moralske fordærv.

Tekst: Claes T. Sørensen

Lyd: Katharina Warrer

Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

Kolonitiden er ikke forbi – eller formelt er den. De fleste europæiske kolonier blev selvstændige i midten af det 20. århundrede, og da Sydafrikas apartheidregime officielt blev afskaffet i 1994, sagde landets præsident Nelson Mandela, at “den totale frigørelse af Afrika fra fremmed og hvidt minoritetsstyre er blevet opnået”. Ikke desto mindre har de kolonialistiske strukturer overlevet. Ikke kun i den globale økonomiske ulighed mellem lande i Det Globale Nord og Det Globale Syd, men også i psyken hos de mennesker, hvis forfædre blev koloniseret.

I dagens lektion besøger vi den fransk-martinikanske filosof og psykiater Frantz Fanon, som i værket Sort Hud, Hvide Masker (1952), beskrev koloniseringens eksistentielle konsekvenser.

Tekst: Claes T. Sørensen

Lyd: Katharina Warrer

Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

Hvis du har lyttet til de tidligere afsnit i denne sommerskole om afkoloniseringens filosoffer, så ved du allerede lidt om den martinikanske forfatter Aimé Césaire (1913-2008) og hans elev, psykiateren, filosoffen og frihedskæmperen Frantz Fanon (1925-1961).

I dag dykker vi ned i en anden væsentlig tænker, som endnu tidligere gik ad dekoloniale tankespor, den amerikanske sociolog og forfatter W.E.B. Du Bois (1868-1963), som i øvrigt var den første sorte person til at få en ph.d. fra Harvard University i 1895.

Tekst: Claes T. Sørensen

Lyd: Katharina Warrer

Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.