Det er vel ikke for meget sagt, at den såkaldte vestlige civilisation befinder sig i en krise. De europæiske samfund, som stadig med en vis berettigelse kalder sig liberale demokratier, hævder at holde ild i demokratiets flakkende fakkel. I USA er ilden så godt som slukket, sygnet hen i fascismens fremadskridende forfald. Spørgsmålet er, om vi kan skyde hele skylden på populistiske demagoger. Ja, har der ikke altid været noget suspekt ved Vesten og dens selvforståelse som den mest moralsk overlegne civilisation?
I midten af 20. århundrede befandt den europæiske civilisation med truslen fra nazismen sig også i en krise. I yderkanten af imperierne voksede en bevægelse af antikoloniale tænkere — heriblandt Aimé Césaire og Frantz Fanon — som indså, at der altid har været råd i soklen under det vestlige fundament. Vestens hofideologi, den liberale humanisme, har i historiens nådesløse praksis kun gjaldt for hvide mennesker. Det selvsamme europæiske borgerskab, der prædikede frihed, lighed og demokrati, dehumaniserede og brutaliserede sorte folk i Afrika i et hæsblæsende kolonialt kapløb om territorier og råstoffer.
I denne sommerskole dykker vi ned i afkoloniseringens filosoffer og hvad de måske kan fortælle os om samtiden. Vi starter hos den martinikanske digter, forfatter og politiker Aimé Césaire og hans kritik af Europas moralske fordærv.
Tekst: Claes T. Sørensen
Lyd: Katharina Warrer
Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.
9 mins